Foredrag med racerikonet John Nielsen
TKK og Tunø får den 22. januar besøg af den kendte racerkører John Nielsen, som vi øse ud af sine spændende erfaringer fra sine mange år i gamet.
John Nielsen er én af Danmarks absolut mest vindende racerkørere, med totalsejre i både 24 timers løbet på Le Mans i Frankrig, 24 timers løbet på Daytona i USA, 3 Europamesterskaber i Formel Super V, Dansk (Formel Ford), Italiensk (Maserati), Tysk (Formel 3), Japansk (McLaren F1) og 2 hold VM titler.
Han er vinder af Macau Formel 3 Grand Prix og Curacao Formel 3000 Grand Prix og er den første danske internationale kører, der har hjemtaget FIA Verdensmesterskab.
John Nielsen har kørt racerløb over hele verden med succes i alle kategorier, og han har deltaget – og også været en af de absolutte spydspidser – i den nationale DTC serie igennem mange år sideløbende med deltagelsen på Le Mans og andre internationale løb i den internationale sportsvognsverden.
På sin venlige jyske facon giver John Nielsen tilhørerne til et foredrag et unikt blik ind i den fascinerende motorsportsverden. Uanset om det drejer sig om Formel 1 eller om John egen karriere.
Arrangementet er kommet i stand gennem medvirken fra tunboen René Nyvang, der har kendt John Nielsen fra sin tid som pit-medarbejder ved Essex-teamet under Le Mans 24 times løb. Desuden har Odder Kulturforening, som kommunen står bag, støttet med 8000 kr.