Indkaldelse til generalforsamling og udtrækning af kunstgaver til medlemmerne
TunøKunstKultur indkalder hermed til generalforsamling den 4. marts 2023. Generalforsamlingen finder sted i Ølykkecentret på Tunø kl 13 til 15. Dagsordenen er ifølge vedtægterne, som kan ses på foreningens hjemmeside via følgende link: https://tunoekunstkultur.dk/vedtaegter/.
Forslag fra medlemmerne skal leveres skriftligt til bestyrelsesteamet senest 8 dage inden generalforsamlingen dvs senest den 24. februar 2023. Forslag kan også sendes med mail til info:tunoekunstkultur.dk.
Som sædvanlig lægger vi op til en festlig generalforsamling. Den tidligere nytårskur er nu slået sammen med generalforsamlingen, så der vil blive budt på brus i vinglassene og lækker hjemmebagt kransekager.
Eftermiddagens hovedpunkt bliver nok den årlige udtrækning af fine kunstgaver til de medlemmer, som er registreret på generalforsamlingsdagen. I år har foreningen indkøbt i alt 12
kunstgenstande – malerier, skulpturer, keramik samt smykke – som alle er beskrevet og vist her på websiden.
Og så holder vi en auktion. Kunstneren Peder Nors har skabt et flot logo til foreningen Tunø Købmandsandel, der har til formål gennem salg af andele at skaffe midler, som i form af garantier kan lette starten for et kommende nyt købmandspar. Nors har skænket originaludgaven til TKK, som så auktionerer den bort på generalforsamlingen med håb om en høj pris, som TKK så kan sende videre til Tunø Købmandsandel. Mindstebud er 500 kr, som også er prisen for en andel i andelsforeningen.
På generalforsamlingen vil vi naturligvis også orientere om de påtænkte initiativer i forår og sommer. Langt fra alt er på plads, men sikkert er det, at TKK i påsken holder indvielse af Postgaarden med en udstilling og boder a la Julestuen, som blev en stor succes.
Yderligere besked kommer i god tid inden påsken her på siden og på Facebook.
Postgården er bygningen ved Hovedgaden ved siden af Mejeriet og Bryggeriet. TKK har forpagtet det store lokale fra Tunø-Fonden, som er ejer. Lokalet skal anvendes til udstillinger, salg og udstilling af kunsthåndværk og lignende inden for TKK’s formålsparagraf. Interesserede kunstnere kan for en rimelig pris leje en stand og vise deres værker.
Også et mini-Montmartre er under forberedelse til sommer. Det er planlagt til uge 29 og der sendt invitation ud til en lang række kunstnere. Corona-spøgelset har se neste år forhindret, at et sådant arrangement kunne stables på benene, så vi håber i år at kunne tiltrække til nok kunstnere til arrangementet, som blev en stor succes for alle, da det sidst blev holdt.
Mere om dette og sikkert meget andet på generalforsamlingen.
Vi glæder os til et stort fremmøde!
KUNSTGAVER TIL DE HELDIGE VINDERE:
Dorte Lysemose: Bronzesmykke med hjerte og engel. | |
Joseph Rohde: Vase | |
Peder Nors: “Den savnede”. Linoliumstryk. | |
Joseph Rohde: Olielampe | |
Poul Christensen: Tunø-motiv | |
Merete Lisby: Dekorationsvase | |
Peder Nors: Figur i keramik | |
Merete Lisby: Passepartout med tusch | |
Erik Lindberg: Ikoner med tekst | |
Erik Lindberg: Ikoner med tekst | |
Erik Lindberg: Ikoner med tekst | |
Bent Eggert: “Pæle”. Tryk på lærred. |