Generalforsamling og auktion
Kunstner Peder Nors’s fine logo til Tunø Købmandsandel – der lige nu rejser penge til støtte for en kommende ny købmand på Tunø, var på auktion lørdag, da foreningen holdt generalforsamling på Tunø.
To hånddekorerede lino-tryk kom under hammeren, og tilsammen indbragte de 3100 kr. Flot!
I forbindelse med generalforsamlingen blev der trukket lod 11 fine kunstgaver – malerier, et smykke, keramik. De heldige vindere har fået direkte besked. Hanna Nissen stod på ubestikkelig vis for den yderst fair lodtrækning
På generalforsamlingen redegjorde foreningens formand Christine Løhndorf for de mange aktiviteter, TKK har afviklet med store succes i det forløbne år, her under samarbejdet som er indgået med Tunø Dage, som også i år tager initiativ til forskellige musikarrangementer til sommer.
Og flere gode TKK-arrangementer her i foråret og til sommer er i støbeskeen, kunne formanden fortælle. Det er bl. a. indvielsen af Postgården ved Hovedgaden, som TKK administrerer i år. Det sker i påsken samtidigt med, at lokalerne er ramme om e
påskeudstilling, hvor mindst seks forskellige kunstnere viser deres værker frem.
Et andet initiativ er, at foreningen vil forsøge at genoplive det vellykkede Montmartre-arrangement, som blev gennemført i 2019, men som coronaen satte en stopper for. Nu planlægges efter et mere overskueligt miniformat, som forhåbentligt kan realiseres.
Begge arrangementer vil vi orientere grundigt om her og på Facebook, når detaljerne er på plads.
Foreningens økonomi er sund. Der er 100 medlemmer af TKK, og selv om kasserer Solveig Stilling måtte berette om et underskud på godt 13.000 kr., så er der stadig penge i kassen til de kommende aktiviteter, nemlig godt 55.000 kr. Årets omsætning blev opgjort til godt 92.000 kr.
Også på den baggrund blev årskontingentet fastholdt på 150 kr.
Til bestyrelsen blev Christine Løhndorf (fortsætter som formand), Peder Nors og Michala Olesen genvalgt, og Solveig Stilling trådte ind som suppleant og fortsætter som kasserer.
Godt 40 deltog i generalforsamlingen, hvor TKK bød på hjemmelavet kransekage samt lidt bobler m.v.