Julestue, workshop og kreative kulturdage
Det bliver en ren dacapo, men en succes tåler nok gentagelse, så også i år arrangerer Tunø Kunst Kultur julestue og juleworkshop med dekorationer i Postgaarden.
Julestuen lørdag den 25. november byder på hjemmelavede æbleskiver og gløgg, salg af lokale produkter og husflid, samt workshop med billedkunstner Peder Nors, som laver julekort og til-og-fra-kort.
Dagen efter er det blomsterdekoratør Helle Svalgaard, der står i spidsen for workshoppen, hvor detdrejer sig om at hygge og jule og lave flotte juledekorationer og julekranse. Medbring selv de nødvendige materialer som lys oasis, pynt, ståltråd og andet, du skal bruge.
Arrangementet kræver tilmelding på mobil 24239461 og en kursusafgift på 50 kr.
I lighed med sidste år er interesserede velkomne til at komme forbi og se på. Og det var der mange, der benyttede sig af.
At dømme efter tilslutningen var det også en rigtig god ide, da Tunø Kunst Kultur arrangerede kreativ efterårsferie i Postgaarden.
Alle kreative dage fra mandag til onsdag var der fin tilslutning til de tre forskellige tilbud, der var på programmet.
Og der var også tre modige mænd på banen, da Signe Degn holdet yoga-time – udelukkende som et tilbud til mænd – uden kønsdiskriminerende bagtanker.
Mandag var det bebudet Gitte Floor, som lagde ud med sin udstilling af patchwork og tilbud om hjælp til selvhjælp til de besøgende, som selv havde lyst til at forsøge sig med emnet.
Tirsdag var det håndarbejdslærer Annette Berg Enemark som stod for et grundkursus i hækling, der var strikkecafé med besøg af Tunøs Tirsdagsklubben, og så var Gitte Brandt Damgaards Strikkebussen på besøg.
Onsdag var det Annette Munk Landkildehus – også kendt som Faster Badaster – der viste frem og underviste i syning ud fra mottoet ”Fra nyt eller gammelt – Kun fantasien sætter grænser”. Bordene i Postgaarden var tæt besat af symaskiner og mange kreative resultater, blev det til under Faster Badasters kyndige vejledning.
Alt i alt et efterårsarrangement, som Tunø Kunst Kultur var meget glad for, og deltagerne så ud til at have samme mening.